Pantera i Royal Arena

En tur ned ad memory lane med Pantera

Så var det blevet tid til, at Pantera skulle indtage scenen i arenaen. De havde sidst været i Danmark i 2023, hvor de var et af hovednavnene på Copenhell på deres første turné i 22 år i den nye opsætning med Phil Anselmo på vokal, Rex Brown på bas, Zakk Wylde på guitar og Charlie Benante på trommer.

Det var samme opsætning i Royal Arena, og selvom Zakk ikke er Dimebag og Benante ikke er Vinnie Paul, så må man sige, at de er absolut værdige erstatninger. Dimebag blev som bekendt dræbt af en gal pistolmand tilbage i 2004 under en Damageplan-koncert i Ohio, og Vinnie Paul døde i 2018 af en hjertesygdom.

Første track, der røg ud over scenekanten, var ”A New Level”, og allerede fra starten var alle, der havde taget turen til Royal Arena, oppe i det røde felt af ekstase over, at legendariske Pantera havde lagt vejen forbi Danmark.

Man kan godt sige, at der var tale om ”A New Level”, men desværre var det i en retning af, at energien var taget lidt ud af den ellers meget karismatiske frontmand. Det var ikke fordi, at kvaliteten fejlede noget musikalsk, men der manglede noget ”fanden i voldskhed” attitude.

Måske er det bare fordi, at vi alle sammen er blevet ældre – inklusive Phil – og det så kommer til udtryk i en lidt afdæmpet performance. Men når det så er sagt, så var det på ingen måde en dårlig koncert, tværtimod.

Rex var tight på bassen, hvor lyden faktisk var på et niveau, hvor man kunne høre alle de små spidsfindige detaljer, der var lagt ind i rundgangene. Zakk Wylde er bare Zakk Wylde, der altid leverer en ”Fuck The World” performance af den kompromisløse slags som den ultimative brutale guitarist, der mestrer sit instrument til det ypperste. Dimebag ville have været stolt over at se sin gamle buddy træde i hans sted.

Benante styrede tropperne bagfra taktfast og var uden tvivl den bærende kraft, der sikrede, at trods en noget afdæmpet sceneperformance, så blev bagkataloget blæst ud over scenekanten, så man ikke kunne undgå automatisk headbanging til den ene klassiker efter den anden.

Den absolutte højdespringer i min bog var ”5 Minutes Alone”. Den er og bliver mit absolut yndlingsnummer med Pantera, og at høre den live kan ikke engang en afdæmpet Phil ødelægge. Hold kæft, det var fedt. Skarpt efterfulgt af ”This Love”, hvor der lige pludselig begyndte at vise sig en snert af Pantera-energi.

Under ”Walk” kom både Power Trip og Child Bite på scenen og gav deres bidrag under omkvædet, hvilket var meget pudsigt, men også en lille bitte smule unødvendigt.

Det sidste nummer var ”Cowboys From Hell”, der fik folk helt op i gear, og efter en kort kunstpause kom bandet på scenen igen og fyrede ”Fucking Hostile” af, så man næsten glemte, at der havde været glimt af små perioder, hvor vi alle sammen var blevet ældre.

Men alt i alt, så var det en superfed aften, da koncerten blev delt sammen med min søn Mads der heldigvis deler samme musiksmag som sin far og Phil havde ret – det er blevet family affairs når to generationer kan dele glæden af Pantera’s musik og få en mindeværdig aften sammen.

Et perfekt punktum var da vi løb ind i grundlægger og guitarist Michael Kopietz fra Chainfist efter koncerten. Chainfist var et af de første bands der troede på Grizzly konceptet og som vi havde den store ære, at promovere og booke for i en årrække.

Musik kan bare noget…

Photo credit: john-son