Nationalmuseet lagde rammerne for, at komme tæt på D-A-D og høre deres historie som band og syn verdenen igennem 40 år.
Vi var taget på Nationalmuseet for at se udstillingen om D-A-D igennem de sidste 40 år, hvor bandet deltog i en form for talkshow/meet-and-greet for at fortælle om deres oplevelser som band, men også deres perspektiver på den udvikling og forandring, verden har gennemgået de sidste 40 år.
Det hele startede med, at dørene blev åbnet til selve udstillingen, der byder på mange klenodier fra D-A-D’s karriere i kombination med interaktive oplevelser. For eksempel kunne man selv afprøve sine færdigheder på instrumenterne i ’øveren’, hvilket gav mange gode grin, når mennesker, der ikke kender hinanden, pludselig sidder med hvert sit instrument og kan høre de andre i høretelefonerne. Det var virkelig godt fundet på af Nationalmuseet for at bringe fremmede mennesker sammen.
Man kunne også opleve følelsen af at stå backstage under en koncert, hvor en storskærm (så stor som en væg) gav frit udsyn lige bag Laust på trommerne ud over flere tusind mennesker, der rocker med under koncerten.
Der var mange fine detaljer, og for den virkelige D-A-D-nørd må denne udstilling være som at komme i paradis med alle de personlige effekter fra bandet, der udgør udstillingen.
Alt i alt en virkelig spændende oplevelse at få lov til at snuse til de mange skøre effekter på tæt hold, som D-A-D igennem mange år har brugt som en del af deres identitet som band.
D-A-D udkommer med nyt album i september 2024. Hør de første singler fra det kommende album her.
Så kom tiden til anden del af arrangementet, hvor Jesper Binzer, Jacob Binzer, Stig Pedersen og Laust Sonne skulle i den varme stol på scenen og fortælle om deres oplevelser igennem de sidste 40 år. Dog har Laust “kun” været med siden 1999, indtil da var det Peter Lundholm Jensen, der spillede trommer.
Tovholder på talkshowet var Niels ’Fez’ Pedersen, og med på scenen var Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, som ekspert i, hvordan kulturen omkring D-A-D kan forklares i perspektiv til, hvordan vi som mennesker forstår os selv og vores omgivelser, men også som repræsentant som almindelig D-A-D-fan.
Den første del af talkshowet var baseret på en historisk gennemgang af bandets udvikling igennem årene, hvor der især var fokus på, at D-A-D i 80’erne gik imod strømmen ved at lave deres sange på engelsk, hvor det ellers var meget populært, at al musik skulle være på dansk.
D-A-D var meget ærlige omkring, at deres tekniske færdigheder på instrumenterne måske ikke var på toppen i starten, men alligevel formåede de at skabe et univers, der blev taget godt imod af lytterne ved at bruge humor og selvironi blandet med deres kærlighed til skatermiljøet og punk, som på daværende tidspunkt var fundamentet for deres succes.
Det gik rigtig godt, og i 1989 skrev de en kontrakt med Warner Bros. på 1 million dollars, men kun tre år efter røg de ud af den igen, da verden pludselig fik øjnene op for grunge med bands som Nirvana, Soundgarden, Alice In Chains osv. I den sammenhæng passede D-A-D ikke ind i den kommercielle maskine, som Warner Bros. var og er.
Det stoppede dog ikke D-A-D, der måske på det tidspunkt fik indsigt i, at deres marked ikke var USA, men Danmark og Skandinavien, som forblev tro mod deres musik, der efterhånden også havde udviklet sig i en lidt mere seriøs stil efter deres gennembrud med ’No Fuel Left for the Pilgrims’ fra 1989.
Under hele dialogen om deres karriere blev Rane Willerslev spurgt ind til mekanismerne omkring det at være et band i forhold til sine fans. Et af spørgsmålene fra Niels ’Fez’ Pedersen var, om man kan sammenligne fankulturen omkring et band med det at være en del af en stamme.
Det mente Rane Willerslev godt, at man kan, ud fra visse forbehold, men i det store hele er det stammemekanismer, der træder i kraft, når vi dyrker musik, holder med et fodboldhold osv.
I den anden del af talkshowet opfordrede Niels ’Fez’ Pedersen publikum til at stille spørgsmål, og det var der flere, der benyttede sig af.
Der blev bl.a. spurgt, om D-A-D kommer til at spille ’Counting the Cattle’ igen, da den ikke er blevet spillet live i mange år. Svaret fra Jesper Binzer var, at det ikke er udelukket, men med et bagkatalog på over 200 sange, så står den ikke øverst på hylden. Og så blev der også delvist indrømmet, at Laust faktisk har det lidt stramt med den sang, så det var måske også en af årsagerne til, at den ikke bliver spillet live.
Der blev også spurgt, om D-A-D kommer på Roskilde Festival igen, men man kunne godt fornemme, at det er et svært emne for D-A-D at tale om offentligt, da det dels var D-A-D, der skulle lukke Roskilde Festival efter tragedien i år 2000, hvor ni mennesker mistede livet under en Pearl Jam-koncert på Roskilde Festival, og dels fordi der måske er nogle ting imellem Roskilde Festival og D-A-D, som dybest set ikke rager offentligheden.
Mama Grizzly (Christel) spurgte, hvordan de var blevet modtaget af publikum i 2013 i Beijing, Kina. På det tidspunkt havde Grizzly Nation to bands på tur i Kina, og vi skulle spille samme sted som D-A-D dagen efter de spillede, så vi var heldige at hilse på D-A-D til afterparty efter deres koncert. Svaret fra D-A-D var, at kineserne var meget høflige, men at de vidst ikke rigtig forstod konceptet med vestlig rock. Det var i øvrigt samme opfattelse, vi havde efter vores tour.
Efter lidt over en time med talkshow og spørgsmål blev der rundet af, og der blev åbnet op for, at man kunne få signeret sine D-A-D-effekter og hilse på bandet. Det var rigtig populært, og jeg må indrømme, at jeg har stor respekt for de ’die hard’ fans, der drager rundt og bruger al deres tid på at få en autograf, et billede eller blot et håndtryk fra deres idoler. Det er dedikation og en livsstil, som man kun kan respektere.
